En gruppe demonstranter bliver anholdt i Venezuela af præsident Manduros sikkerhedsstyrker. Foto: Luis Robayo/Ritzau Scanpix
Drab på politiske modstandere er blevet en del af hverdagen for befolkningen i Venezuela, efterhånden som presset øges på den siddende præsident, Nicolas Maduro
4 de febrero de 2019
Anders Zacho
I Venezuela spreder dødspatruljer skræk og rædsel, mens præsident Nicolas Maduro desperat forsøger at holde sig ved magten.
USA har allerede anerkendt oppositionsleder og formand for Nationalforsamlingen, Juan Guaidó, som præsident i det uroplagede land, men det får ikke Maduro til at ryste på hånden.
I stedet for at lytte til kravet fra Vesten om at udskrive et nyt præsidentvalg lover den socialistiske leder at udbygge landets hær med bevæbnede civile militser – alle tro mod den siddende præsident. Til maj vil hæren vokse med to millioner mænd, lyder det fra Maduro.
Artiklen fortsætter under billedet …
Folk bliver dræbt i ly af natten
Presset fra omverdenen virker nemlig til at prelle af på manden, der i 2013 overtog magten, da Hugo Chavez døde. Mandag deltog han i et optog i gaderne i hovedstaden, Caracas, med titusinder af sine specialstyrker, som også består af de civile militser, omkring sig.
Og de bliver ikke bare brugt af Maduro til at vise, at han fortsat har opbakning i Venezuela, advarer menneskerettighedsorganisationer i landet.
De seneste uger er der dukket flere videoer op af militser og sikkerhedsstyrker, der i ly af natten sparker døren ind hos modstandere af regimet og trækker dem ud på gaden, hvor de bliver skudt.
Senest mistede 18-årige Yonaiker Ordóñez livet i en af de daglige razziaer natten til mandag.
– De tog ham med ud til et område bag huset og dræbte ham der, fortæller hans søster, Yengly González, til New York Times.
Mindst 40 mennesker har mistet livet inden for de seneste par uger, og de fleste er dræbt om natten af Maduros loyale korps.
– Konsekvenserne af, at de går ind i boligområder på den måde, er massakre. De er ikke oprettet til at håndtere demonstrationer, siger Keymer Ávila fra en venezuelansk menneskerettighedsorganisation om de voldelige militser til det amerikanske medie.
På Twitter har den amerikanske senator Marco Rubio udtrykt sin foragt over de militser, som hærger i Venezuelas gader.
‘Se Maduros dødspatruljer i Venezuela trække en mand ud på gaden, skyde ham og køre væk igen. Lad der ikke herske tvivl om, at dette regime ikke er en regering, men en mafia,’ Skriver senatoren.
Bevæbner sine støtter
Venezuela har været plaget af voldsomme demonstrationer i månedsvis, men det er ikke kun utilfredse demonstranter, der skal frygte for at blive likvideret om natten.
Flere udenlandske journalister er allerede anholdt af Manduros specialstyrker, og torsdag troppede medlemmer af den berygtede politienhed op i den selvudråbte præsident Juan Guaidós hjem nær Caracas for at spørge efter hans kone.
– Børn er hellige. Hustruer er hellige. Så kryds ikke den røde linje, lød det vredt fra Guaidó.
Men intet tyder på, at Maduro har i sinde at stoppe overgrebene mod sine modstandere. I et tweet skriver han lørdag, at der er endnu flere venezuelanere på vej i gaderne.
‘Jeg har beordret flere mænd fra militser ind i vores sikkerhedsstyrker som officerer og soldater. Hvis vi ønsker fred, må vi være klar til at beskytte den’, lyder det fra Manduro.
I de kommende dage forventer den 56-årige præsident, at 50.000 mænd vil få adgang til militærets våbenlagre, mens han lover, at der vil være to millioner mænd i militser rundt om i landet inden udgangen af maj.
Artiklen fortsætter under billedet …
Danmark peger på Guaidó
Søndag aften udløb den frist, som flere større europæiske lande havde givet Maduro til at udskrive nyt præsidentvalg.
Det sker, efter at oppositionsleder og formand for Nationalforsamlingen Juan Guaidó i januar udråbte sig selv til præsident, fordi han mener, at den nuværende leder er kommet til ved et illegitimt og korrupt valg i 2018.
Vesten anført af USA og flere EU-lande, herunder Danmark, har derfor anerkendt oppositionsleder Gauidó som midlertidig præsident, men Nicolas Maduro nægter altså fortsat at opgive sin plads på magtens tinde.
– Der er ikke reelt en præsident i landet. Det er der ikke, fordi den siddende – som påstår, at han er præsident – er kommet til ved et illegitimt og korrupt valg, sagde udenrigsminister Anders Samuelsen søndag aften til Ritzau.
Publicado originalmente en: Ekstra Bladet